Jeg har lige haft en rigtig god periode, hvor jeg har haft mere overskud til at klare hverdagen. Min søvn har været bedre, og jeg har følt mig mere nærværende og til stede. Om det er mindfulness, udtrapning af medicin eller bare tid, ved jeg ikke, men under alle omstændigheder har det været skønt.
Men ind i mellem er der bump på vejen... De bliver mindre og mindre, men de er der stadig. Inden jeg går videre, får jeg lige lyst til at poste dette digt, som vi har gennemgået til mindfulness. Det siger meget rammende, hvordan vejen ud af angst eller andre psykiske problemer, som regel er:
Hullet i fortovet.
1. Jeg går hen ad gaden
der er et dybt hul i fortovet
Jeg falder i
jeg er fortabt, jeg er håbløs
det er ikke min fejl.
Det tager en evighed at finde en udvej
2. Jeg går hen ad samme gade
der er et dybt hul i fortovet
jeg lader som om jeg ikke ser det
jeg falder i igen
jeg kan ikke tro at jeg er det samme sted igen
men det er ikke min fejl
det tager stadig lang tid at komme op
3. Jeg går hen ad samme gade
der er et dybt hul i fortovet
jeg ser det er der
jeg falder stadig i, det er en vane
mine øjne er åbne
jeg ved hvor jeg er
det er min fejl
jeg kommer op med det samme
4. Jeg går hen ad den samme gade
Der er et dybt hul i fortovet
jeg går rundt om det.
5. Jeg går hen ad en anden gade
– Portia Nelson
Forhåbentlig kan jeg med tiden nå til punkt 4 eller 5 :)
Nå, men jeg føler jeg har nået lidt et svært trin i min mindfulnesstræning, og jeg har svært ved at komme videre, hvilket irriterer og frustrerer mig. Jeg har for det første svært ved at acceptere, at man ikke kan sige nøjagtig, hvad man får ud af at meditere. Samtidig har jeg hele tiden en følelse af, at jeg ikke mediterer "rigtigt", selvom jeg udmærket godt ved, at der ikke findes rigtigt eller forkert i mindfulness. Jeg forventer nok lidt, at jeg på et eller andet tidspunkt får en eller anden åbenbaring eller opnår en ny form for klarhed i mit sind, men ved inderst inde godt, at det ikke fungerer på den måde, og at det altid er en individuel oplevelse. Et eller andet sted tror jeg, at det hele bunder i, at jeg på en eller anden måde føler mig anderledes end andre - dermed ment, at jeg har en følelse af, at det ikke virker på mig, selvom det virker på andre. Måske det hænger sammen med, at jeg ikke endnu har fået genopbygget en tro på, at jeg har det så meget bedre, at jeg ikke falder i det dybe hul igen.... Alle disse ting har rodet rundt i mit hovede siden jeg var til mindfulness i går, hvilket udmattede mig totalt og gav mig en dårlig nat. Nu har jeg så taget mig en hjemmedag, så jeg har tid til at mærke mig selv. Sikkert også et tegn på, at jeg har haft for travlt og har overskredet mine egne grænser....
Men nu er alt dette ude, hvilket føles godt, og jeg kommer videre igen og op ad hullet med det samme. Så noget har jeg jo lært :)
På lørdag har vi en hel stilledag med mindfulness ! Er spændt på, hvordan det kommer til at gå og skal nok holde jer opdateret.
Ingen kommentarer :
Send en kommentar