mandag den 22. februar 2016

Gode gammeldags vafler

Her kommer den opskrift, jeg nok har lavet fleste gange i mit liv og lige siden, jeg var barn - nemlig en opskrift på skønne, søde, sprøde og lækre vafler!

Den er oprindeligt fra et eller andet gammelt blad fra 70'erne, og så har jeg modificeret den lidt hen ad vejen :)



Opskrift (ca 10 "plader" vafler): 

2 æg
5 dl mælk
85 g smør
100 g sukker
ca. 200 g mel
lidt salt
1 tsk kardemomme (eller mere, hvis man godt kan lide det, hvilket jeg kan!)

Smørret smeltes, og kommes i en skål sammen med resten af ingredienserne - det hele piskes med et piskeris, og mel tilsættes indtil dejen har den ønskede konsistens (jeg kan gode lide den lidt tykkere end pandekagedej). Vaflerne bages på et vaffeljern til de er lysebrune og sprøde, og til sidst køles de af på en bagerist.

Enjoy!


mandag den 30. november 2015

En blog om søvnproblemer og behandling under opsejling?

Jeg har som skrevet i et tidligere indlæg igennem alt for mange år døjet med søvnproblemer, og jeg har specielt gennem de sidste 2½ år forsøgt mig med mere eller mindre ALLE eksisterende former for behandling, for at få mit sovehjerte og min livskvalitet tilbage, for det er mildt sagt et helvede ikke at kunne sove!

Jeg har desværre meget af tiden haft rigtig svært ved at finde mulige behandlingsformer og ligesindede mennesker at tale med, hvilket mange gange har fået mig til at miste håbet om at finde ud på den anden side. Dette ville jeg måske have undgået, hvis jeg ét sted kunne finde et samlet overblik over mulige og aktuelle behandlingsformer mod søvnløshed i Danmark og samtidig måske havde adgang til et forum, hvor jeg kunne dele mine problemer med andre og omvendt lære af deres erfaringer og problemstillinger. 

Derfor går jeg i øjeblikket og sysler med tanken om at oprette en blog/hjemmeside, hvor folk med søvnproblemer kan finde svar på deres spørgsmål og komme i kontakt med andre i samme situation. Jeg har for nylig fundet denne amerikanske blog som jeg er blevet meget inspireret af:

http://thesavvyinsomniac.com/blog/

Dog har jeg (endnu) ingen intentioner om at skrive bøger om emnet, eller om at sælge andre produkter for at tjene penge på det!

Jeg vender frygteligt tilbage, når jeg har fået taget mig sammen til at gøre mere ved sagen...

søndag den 22. marts 2015

Hurtigt og enkelt Foccacia

Det her brød er et, jeg tit smækker hurtigt sammen, hvis vi lige skal have lidt lækkert til en suppe eller en gryderet. Det bliver lækkert, saftigt og sprødt, og så er det æltefrit. Her er opskriften (en hel del på slum som sædvanlig!):


Ingredienser (til ét stort, fladt brød):

ca. 400 mL koldt vand
ca. 15 g gær
1 tsk salt
1 spsk olivenolie
100 g grahamsmel
Hvedemel indtil dejen lige netop kan røres med en god ske.
Groft salt, olivenolie og rosmarin (eller hvad man nu lyster) til at drysse ovenpå.

Gæren røres ud i vandet og alle andre ingredienser røres i - hvedemelet til sidst og indtil man lige netop kan røre dejen rundt med skeen. Dejen stilles til at hæve på køkkenbordet i 1-1½ time. Herefter hældes den ud på en bageplade med bagepapir på, og man trykker den ud med en ske, til den har ca 2 cm tykkelse over det hele. Dejen dryppes nu med olie og drysses med salt og rosmarin (eller smøres med hvidløg i lidt olie, eller begge dele!). Brødet bages i en forvarmet ovn ved 230 grader i ca. 20 min.

Dette brød vil være et hit til de fleste retter - velbekomme :)






lørdag den 14. marts 2015

Grove klatboller (med squash) - de nemmeste boller i verden

Lige en hurtig opskrift på klatboller, som jeg har villet lægge på bloggen længe. Jeg har bagt disse boller i maaange år efterhånden, men jeg bliver ikke træt af dem, da de kan varieres i det uendelige. Og så bliver de som regel dejligt saftige indeni og sprøde udenpå - netop som jeg godt kan lide :) Nå ja, og sidst men ikke mindst, er de usandsynligt nemme at bage, og helt uden at man skal have fingrene i dejen.



Her kommer opskriften, som er en hel del på slum!

Ingredienser (ca. 25 boller):

Ca.  800 mL koldt vand
En lille klump gær (ca. 5 g)
100 g havregryn
150 g revet squash, gulerod eller lign.
100 g solsikkekerner
Ca. 200 g grahamsmel (eller andet groft mel)
Hvedemel indtil dejen lige kan røres med en ske.
1 stor tsk salt

Gæren røres ud i vandet i en stor skål, og resten af ingredienserne røres i. Jeg venter altid med hvedemelet til sidst, så jeg kan hælde i, indtil jeg lige netop kan røre det rundt med en god grydeske.

Nu kan man så enten stille dejen i køleskabet og lade den hæve i ca. 12 timer, eller man kan stille den på køkkenbordet og lade den hæve i 4-6 timer - indtil dejen er hævet til ca. dobbelt størrelse. Herefter klattes bollerne ud på et par bageplader med to skeer og bages ved ca. 230 grader i en forvarmet ovn i ca. 25 min. Ovnen skal være meget varm, så man får de lækre, sprøde sprækker i overfladen, når bollerne hæver :)

God fornøjelse med bagningen!

mandag den 2. marts 2015

Squash- og gulerods-pandekager med cheddarost

Da jeg desværre stadig kæmper noget med at få den lille Lea til at spise tilfredsstillende (ifølge moderen i hver fald) mængder af grøntsager, må jeg til stadighed være opfindsom omkring, hvor og hvordan jeg kan få sneget flere af dem ind i noget mad, som Lea kan lide.

Her kommer aftenens forsøg, som kom til at indeholde det, der nu lige var tilgængeligt i køleskabet - squash, gulerødder, æg og ost. Det resulterede i nogle ret så vellykkede (efter både min, min mands og Leas mening!) ovnpandekager (på engelsk, fritters), som kan spises varme, eller som også er geniale til madpakken.






Ingredienser (ca. 8 små, tykke pandekager):

1 mellemstor squash
1 stor gulerod
2 mellemstore æg
ca 50 g revet ost (jeg brugte revet cheddar)
En smule grahamsmel (eller hvad man nu lige har - er man til LCHF, kan man bruge mandelmel)
Salt og peber

Squash og gulerødder rives groft, og blandes med alle øvrige ingredienser. Put mel i, indtil det har en konsistens, så pandekagerne nogenlunde holder formen, når man klatter dem ud på en bageplade. Bages i ca. 15-20 min ved 190 grader eller indtil de er gyldne og sprøde i kanten.

Mums!

torsdag den 12. februar 2015

Fantastisk lækker og spicy peanutbutter-dip til vietnamesiske forårsruller eller grøntsager m.m.

Her kommer lige en lille kort opskrift på en sovs/dip, som jeg er blevet ret så forfalden til på det seneste. Jeg eeeelsker alt med peanuts, men denne dip er efter min mening noget af det mest ultimative inden for peanut-området, og så er den helt igennem let at lave. Jeg spiser den som regel til vietnamesiske forårsruller (opskrift følger), men den er også fantastisk til f.eks. gulerodsstave som en bette snack, eller som supplement til frokosten.

Ingredienser (til f.eks. forårsruller til 4 personer): 

4 spsk crunchy peanutbutter
1 fed presset hvidløg
2 spsk sesamolie
ca. 1-1½ dl vand
2 tsk fish sauce
Saften af ½ lime
1 tsk soya
1 tsk sambal oelek (eller andet chili)

Alle ingredienser røres sammen og så er det bare at spise løs!

søndag den 30. november 2014

Spidskålssalat med æbler, mandler og æblecidereddike-dressing

Denne salat er een, vi spiser meget tit hele året rundt. Den er sprød og lækker med en perfekt balance af surt, sødt og knasende og så holder den sig endda perfekt i køleskabet til madpakken dagen efter.


Ingredienser (til 2-3 personer):

Salat:
1/2 spidskål
1 stort æble
50 g saltmandler
1 spsk ristede sesamfrø

Dressing:
1 spsk god olivenolie
1 spsk æblecider-eddike
1 tsk sirup
Salt og peber

Spidskål, æbler og mandler skæres/hakkes og sesamfrøene ristes kort på en pande. Dressingen røres sammen og det hele blandes i en stor skål.